Videre til indhold | Videre til menunavigation

Breadcrumbs
Du er her: Forside   Arkiv   2011   Vindere af Bedst på Nettet 2011
Handlinger tilknyttet webside

Vindere af Bedst på Nettet 2011

Roskilde Kommune, Naturstyrelsen, Region Hovedstaden, Professionshøjskolen Metropol og Forbrug.dk blev den 30. november 2011 kåret til Bedst på Nettet 2011 ved den årlige Bedst på Nettet prisuddeling.

Kommuner: Roskilde Kommune

Dommerpanelets begrundelse for valget af vinder i kategorien:

Kategorien kommuner er præget af, at udfordringen for deltagerne stort set er den samme: Det er de samme primære behov, de kommunale hjemmesider skal imødekomme og derfor er der også rigtig mange stærke løsninger i toppen hvor konkurrencen er benhård.

Men Roskilde Kommune formår stadig på imponerende enkel vis med deres hjemmeside at gøre det super nemt at få løst alle de mest relevante opgaver. Siden fremstår på én gang appellerende, indbydende og overskuelig. Siden er præget af en gennemgående brugerorientering, der blandt andet kommer til udtryk i en intuitiv navigation, der tager udgangspunkt i brugerens situation og hjælper brugerne med at få dækket deres behov – ofte ved hjælp af digitale tilbud.

Roskilde Kommunes digitale indsats har samtidig en stærk ledelsesmæssig og politisk forankring, hvor kommunens selvevaluering afslører, at digitalisering gennemsyrer hele organisationen, og hvor der fokuseres på effekten af de digitale tiltag som for eksempel Min Kilde. Det har blandt andet betydet færre personlige henvendelser og frigjorte ressourcer. Og samtidig vidner kommunens kanalstrategi om, at de har fokus på at bruge de forskellige kanaler, der hvor de gør mest gavn.

Dommerpanelet vurderer, at Roskilde Kommune for andet år i træk er Bedst på Nettet, fordi kommunen fokuserer på kerneforretningen og gør det enormt godt. Det er ganske enkelt den kommunale hjemmeside, der bedst løser den primære opgave: hvor brugerne lettest finder det, de søger og betjener sig selv.

Statslige institutioner: Naturstyrelsen

Dommerpanelets begrundelse for valget af vinder i kategorien:

I en kategori med hård konkurrence mellem mange gode løsninger og hvor der er stærk fokus på det organisatoriske ophæng, stikker Naturstyrelsens hjemmeside ud med en indbydende og meget brugs- og brugerrettet hjemmeside. Tonen er imødekommende og man fristes som bruger til at udnytte de mange naturtilbud, der præsenteres. Dette understøttes ikke mindst af, at Naturstyrelsen aktivt udnytter de data, styrelsen har til rådighed – særligt geodata på eksempelvis Ud i Naturen-kortet, der opfordrer brugerne til at snøre skoene og komme af sted – men samtidig har et udviklingspotentiale fremadrettet. Samtidig tilbyder hjemmesiden relevante selvbetjeningsløsninger, der ifølge selvevalueringen har flotte besøgstal og gennemførselsprocenter.

Fremadrettet ønsker dommerpanelet at minde alle deltagerne om, at gode løsninger kun indfrier deres potentialer, hvis de rent faktisk anvendes. Det er ikke nok at have gode og relevante løsninger, hvis borgerne ikke kender til dem eller ikke anvender dem.

Naturstyrelsen skal have stor ros for deres innovative brug af sociale medier, hvor deres flotte Youtube-kanal lyser op. På vegne af dommerpanelet er jeg derfor glad for at kunne lykønske Naturstyrelsen med deres flotte hjemmeside, der bestemt ikke er helt i skoven, men derimod tager brugerne med ud i naturen.

Regioner og Sundhed: Region Hovedstaden

Dommerpanelets begrundelse for valget af vinder i kategorien:

I kategorien ”Regioner og Sundhed” har deltagerne fra Region Hovedstaden som helhed skillet sig markant ud, og samtlige nominerede er fra Region Hovedstaden. Det har derfor været svært at udpege én vinder. De nominerede deler retningslinjer for webarbejdet, anvender alle det samme CMS og fremstår visuelt meget ens, hvilket på den ene side gør det lettere for brugere at navigere mellem de enkelte institutioner, men omvendt har gjort det svært for dommerpanelet at kåre én vinder.

Når Region Hovedstaden udpeges som vinder skal det derfor opfattes som en ros til samtlige nominerede og til webarbejdet i Region Hovedstaden i det hele taget. Regionen udnytter de mange fælles snitflader, men tillader samtidig plads til forskellighed. Dommerpanelet ønsker derfor at opfordre de øvrige regioner og sundhedsinstitutioner til at tage udfordringen op.

Region Hovedstadens hjemmeside udmærker sig særligt ved at anvende web-tv og ved at være en god, overskuelig indgang til den brede vifte af opgaver, regionen varetager.

Samtidig skal der fra dommerpanelet lyde en opfordring til at Region Hovedstaden ikke hviler på laurbærrene. Der kan med fordel tages et stærkere udgangspunkt i brugernes situationer, serviceforløb og konkrete behov, når de kontakter regionen eller en sundhedsinstitution. For eksempel savner dommerpanelet informationer om patienttilfredshed.

Uddannelse: Professionshøjskolen Metropol

Dommerpanelets begrundelse for valget af vinder i kategorien:

I kategorien ”Uddannelse” går årets Bedst på Nettet-pris til Professionshøjskolen Metropol, der har imponeret dommerpanelet med en iøjnefaldende flot og gennemført hjemmeside. Det er andet år i træk, at Metropol løber med æren. Og det er velfortjent. For udover at brugervenligheden er i top og at siden designmæssigt er i en klasse for sig, er Metropols hjemmeside mere end bare en hjemmeside. Det er en strategisk platform, der virker til at være forankret i hele organisationens mindset. Der tænkes i digitale muligheder, anvendes business cases og laves effektmålinger på de digitale løsninger.

Derudover vil vi i dommerpanelet rose, at Metropol aktivt møder sin målgruppe hvor de er - på digitale medier som Facebook og YouTube – og at Metropol supplerer tekstbårne informationer med videoer, der blandt andet anvendes til at vejlede brugerne.

Metropols hjemmeside har ikke taget store kvantespring siden den vandt Bedst på Nettet 2010, men den er stadig forrest i feltet og en velfortjent vinder af Bedst på Nettet 2011.

Portaler: Forbrug.dk

Dommerpanelets begrundelse for valget af vinder i kategorien:

Kategorien ”Portaler” spænder vidt i forhold til indhold målgrupper og kompleksitet. Dommerpanelet har derfor i sin vurdering lagt vægt på, hvordan den enkelte portal løser netop sin opgave overfor sin specifikke målgruppe. I en kategori, hvor de nominerede generelt skal roses for stor brugertilfredshed og stærk organisatorisk forankring, vinder Forbrug.dk.

Forbrug.dk vinder med et mulehår, fordi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside troværdigt og imødekommende hjælper brugerne med at få overblik over deres rettigheder og få løst deres opgaver. Dertil kommer, at man som bruger mødes med gode muligheder for at rate indholdet. Siden fremstår meget aktuel, og den formår blandt andet ved hjælp af en effektiv søgemaskine at præsentere en bred vifte af forskellige emner på en elegant og overskuelig måde. Samtidig arbejder Forbruger- og Konkurrencestyrelsen strategisk og systematisk med effektmålinger af digitale tiltag og kan flot dokumentere, at 80 procent af forbrugerklager anmeldes digitalt.

Kontakt
Digitaliseringsstyrelsen:

E:bedstpaanettet@digst.dk

 

Information til deltagere
Korrekte kontaktoplysninger - hvordan?